Tomatsuppe

12.19

Min morfar og mormor har det skønneste drivhus fyldt med tomater af forskellige slags, agurker og andet lækkert. Der falder som regel en del af lækkerierne af til os og det nydes i fylde drag! De sødeste tomater bliver næsten hvert år brugt til en lækker grov tomatsuppe og resten spises præcis som de er. Karla kan spise dem som slik, så det får hun lov til.

Tomatsuppen her er meget enkel og smager skønt af sød tomat og frisk basilikum. En rigtig sommersuppe, som også nemt kan fryses ned og gemmes til koldere tider.

1 kg modne og søde tomater
3 store fed hvidløg i tynde skiver
1 dåse flået tomat på dåse
200 gram god italiensk brød (jeg bruger ciabattabrød)
50 gram friskrevet parmesan
Et stort bundt frisk basilikum
Olivenolie
Vand
2 spsk balsamico
Salt og peber

Jeg bager altid tomaterne ved lav varme i ovnen, inden jeg putter dem i suppen. Det gør dem mere koncentreret i smagen. Det kan dog undlades (så skal tomaterne bare flås på en anden måde). Jeg vender de friske tomater i lidt olivenolie, det ene fed hvidløg, salt og lidt af det hakkede basilikum. Prik dem alle med en gaffel. De får en time i ovnen ved 110 grader varmeluft.

Tomaterne står og køler af og når du kan røre ved dem uden at brænde dig, flås skindet af dem.

Varm en skævt olivenolie i en gryde og svits resten af hvidløgen sammen med evt. stilke fra basilikummen ved svag varme i et minuts tid. Tilsæt dåsen med tomat og fyld dåsen op med vand og hæld det i gryden sammen med de bagte tomater samt alle de lækre safter fra bunden af fadet. Mos tomaterne med grydeskeen (eller en stavblender hvis du ønsker den mere fin) og bring suppen i kog. Lad den simre i 15 minutters tid.

Riv brødet i mundrette bider og tilsæt det til suppen sammen med den revet parmesan. Lad det simre i 5 minutter mere og smag til med balsamico, salt og peber.

Suppen skal være lidt grødet - men hvis den er for grødet, så spæd op med lidt vand. Servere suppen med frisk basilikum, friskbagt brød og lidt olivenolie på toppen. Olien giver lige det sidste pift, så drop ikke den.



You Might Also Like

0 kommentarer

Populære indlæg

Instagram @tmilvertz